Nyt medlem i Kerteminde Cityforening: Pia’s Pølsevogn

Kerteminde Cityforening kan med stor glæde byde velkommen til et nyt medlem: Pia’s Pølsevogn.

Bag Pia’s Pølsevogn står Pia Hansen, som i år kan fejre et imponerende 40 års jubilæum. Det markeres året igennem med jubilæumsmenuer, der selvfølgelig indeholder de klassiske, traditionelle og velkendte ingredienser, man forbinder med en rigtig pølsevogn.

Pia Hansen fortæller, at medlemskabet i Cityforeningen er et naturligt valg:

“Jeg har valgt at melde mig ind i foreningen, da jeg gerne vil bakke op omkring Kertemindes centrum. Selvom jeg ikke længere har en pølsevogn stående i bybilledet, bliver jeg heldigvis stadig brugt i mange sammenhænge,” siger Pia.

Pia’s Pølsevogn er fortsat et populært indslag ved både private og offentlige arrangementer – og som Pia selv siger: “Glæd dine gæster – lej min pølsevogn.”

På fotoet er det foreningens formand Hans Kaas, der stod klar med en velkomstbuket.