Velkommen til Café & Brasserie Langegade Nr. 2

Kerteminde Cityforening har fået et nyt medlem – og vi byder varmt velkommen til Café & Brasserie Langegade Nr. 2!

I sidste uge lagde formand Hans Kaas vejen forbi med en skøn buket blomster og et smil på læben for officielt at byde velkommen. Caféen ligger på byens mest centrale placering – lige ved kirken på Torvet – og er blevet et populært mødested for både lokale og gæster udefra.

Her kan du slå dig ned med en veninde, en ven – eller i andet godt selskab – og nyde et glas vin, en kold øl, lidt snacks eller en god kop kaffe. Der er også mulighed for at bestille lækker mad og nyde den i hyggelige og indbydende rammer.

Indehaver Annesofie Melgaard glæder sig over at være blevet en del af fællesskabet:

“I Kerteminde er vi nødt til at tænke i helheder. Byen er ikke større, end at vi skal knytte os tæt sammen, hjælpe hinanden og samarbejde. Det vil være til glæde og gavn for vores by.”

Kerteminde Cityforening ser frem til samarbejdet med Langegade Nr. 2 – og opfordrer alle til at kigge forbi caféen og mærke stemningen selv. Velkommen til!

Du kan selvfølgelig allerede bruge cityforeningens gavekort hos Langegade Nr. 2.