Jonas Nielsen genvalgt som formand for Kerteminde Cityforening

En glad aften i gode forretningsvenners selskab blev det i går aftes til hos Kerteminde Cityforenings generalforsamling.

Foreningen er i fremgang igen hvad angår medlemstallet fra og med 1. april 2023, efter i 2022 at have mistet et par medlemmer, der valgte enten at lukke eller flytte forretningen. Andre af foreningens medlemmer har draget nytte af bedre og større lokaler, når der rykkes rundt på lejemålene i centrum. Så alt i alt går det egentligt meget godt, gav stemningen et

indtryk af:

– Vi har en rigtig stærk forening, og når vi kigger rundt i landet på, hvordan det står til i andre handelsbyer, så kan vi godt være stolte af vores forretningsliv her i byen og klappe os selv på skulderen, udtaler den genvalgte formand, der til daglig har sin gang i specialforretningen Købmandsgården i Vestergade.

På mødet blev Kertemindes rivende udvikling hvad angår nybyggeri også drøftet, og det giver foreningen håb om at de tomme forretningsvinduer, der i øjeblikket findes et par stykker af, nok skal blive fyldt op når byggestøvet lægger sig. Generalforsamlingen så også ind i et budget for 2023, der indeholder økonomisk opbakning til de mange gode og hyggelige arrangementer, som Kræmmermarked og Kirsebærfestival.

– Foreningen kom ud af 2022 med et fint overskud, og nu skal vi på vores næste bestyrelsesmøde drøfte, hvordan vi bedst får sat det i spil til gavn for handelslivet i vores lille hyggelige købstad, slutter Jonas Nielsen. Bestyrelsen består derudover af Tina Hansen, Lars Lange, Henrik Kopp, Jan Sandgaard, Pernille Poulsen, Winnie Sørensen og Hans Jørgen Kaas.